fredag den 6. januar 2012

Fra nedkørt til mor med mere energi

Så er Helsemaries gæsteblogger, Nadia der ejer Slyngeskolen.dk, på besøg igen. Denne gang har hun skrevet et indlæg til os, om forvandlingen fra nedkørt til at blive en mor med mere energi.

Nadia har sammen med ernærings- og -kosteksperten Umahro Cardogan, netop skrevet en ny bog. Der er link til denne neders i indlægget.
Rigtig god læselyst
Kh Johanna:)

Jeg tror på, at de børn, vi får, skal lære os noget. Begge mine børn har lært mig noget om at passe på mig selv - med mad, motion og et minimum af stress. Det er stadigvæk en proces. Men en af de store åbenbaringer, jeg har fået, er at jeg virkelig kan styre mit eget humør og mit helbred med den mad, jeg spiser. Jeg behøver ikke leve med humørsvingninger – heller ikke selvom jeg er gravid eller nybagt mor.

Et halvt år efter jeg var blevet mor for første gang, var jeg kørt helt ned.

Da min søn var fyldt et halvt år, måtte min mand tage ferie i tre uger, fordi jeg ikke orkede at være sammen med mit barn en hel dag ad gangen. Det var en frygtelig følelse. Jeg var så træt og magtede knapt at være sammen med min lille, bitte, dejlige søn på blot seks måneder. Faktisk var jeg derude, hvor jeg i alt hemmelighed ønskede, at jeg slet ikke var blevet mor.

Starten på mit forældreskab var en helt anden, end jeg havde planlagt. Min søn fik for lidt ilt i slutningen af fødslen, og hjertet var holdt op med at slå. Han blev genoplivet – og kølet ned i tre dage for at minimere risikoen for hjerneskade.

Ud af det kom en dreng, der var meget sensitiv og havde brug for kropskontakt hele dagen – og han fik nogle forældre, der var trætte. Da han var omkring tre måneder begyndte han at sove ganske korte lure om dagen – så korte, at jeg ikke kunne indhente den søvn, jeg ikke fik om natten. Jeg begyndte at spise mig til mere energi. Jeg kastede mig over mine favoritter: Faxe Kondi og Ben & Jerrys-is. Det gav et kick her og nu, og sukker har det med at dulme, når noget gør ondt eller er svært. Men på den lidt længere bane, blev jeg bare mere og mere træt. Efter et halvt år med fuldamning, vejede jeg mere, end da jeg havde født mit barn. Jeg var den sureste hustru, havde ondt i mine led, dårlig mave og lå ofte vågen om natten.

Jeg vidste egentlig godt noget om, hvad mad kunne gøre for mig. Men det var først, da jeg måtte bede min mand om at blive hjemme, at jeg for alvor blev motiveret til at handle. Det gjorde fysisk ondt i mit hjerte, at jeg ikke orkede at være nærværende over for mit barn – selv en halv time føltes uoverkommeligt.

For mig var løsningen nærvær over for mig selv med god mad, motion og tid til mig selv. Jeg begyndte at skrive ned, hvad jeg spiste, så jeg kunne holde øje med, hvad jeg holdt mig bedst mæt af, og om der var noget, jeg ikke kunne tåle. Og jeg fik overblik over, hvad der udløste min trang til sodavand, is og chokolade. Jeg udelukkede mælkeprodukter, gluten og sukker i en måned. Jeg spiste protein til alle mine måltider og sørgede for at få masser af sunde olier fra økologiske koldpressede olier, nødder og kerner.


Efter to måneder holdt jeg op med at have mavekramper, når jeg skulle på toilet. Jeg kunne løbe, uden at mine knæ og mit bækken gjorde ondt. Jeg havde mere energi, selvom jeg stadig blev vækket om natten af min søn. Det smittede af mit ægteskab og mit forhold til min søn. Jeg blev en gladere og mere nærværende mor og hustru. Jeg orkede min søn, mand og livet i det hele taget.

Efter jeg havde født mit andet barn, blot 20 måneder senere (ups!), var jeg meget mere opmærksom på, hvilken indflydelse maden har. Det var en viden, der forpligtede. Det gjorde en stor forskel på mit humør og mit energiniveau, at jeg anden gang, vidste mere om, hvad jeg skulle spise for at jeg var optimalt næret.

I dag ved jeg, at jeg kan gøre en kæmpe forskel ved at vælge den mad, der støtter min krop og går uden om den mad, der sætter min krop på overarbejde. Og det giver et helt andet overskud. Jeg er mindre træt, jeg sover fint om natten mellem amningerne. Det er faktisk sjældent, jeg har brug for en middagslur. Og vigtigst af alt, så kan jeg ikke bare overskue at være sammen med min søn under barslen – jeg kan og har lyst til at være nærværende og kærlig over for begge mine børn.

Det betyder ikke, at jeg aldrig spiser is – eller en uge ”glemmer”, at min krop er mit ansvar. Men jeg er på rette spor.

Nadia Louise Kristensen har sammen med kost- og ernæringsekspert Umahro Cardogan skrevet e-bøgerne Gravid med mere energi og Nybagt mor med mere energi. Det er til dig, der med kniv, gaffel og Umahros lækre opskrifter gerne vil spise dig til en bedre graviditet og barsel. I bøgerne får du konkrete råd til, hvordan du for eksempel bekæmper kvalme, træthed og humørsvingninger.

Du kan læse mere om bøgerne her. http://www.umahro.dk/mormedenergi/
(ps at de kommer på udsalg på mandag kl. 7.00 til 99 kroner:)

0 kommentarer:

Send en kommentar