Troen på naturen, troen på hinanden og egentlig også troen på os selv er røget i baggrunden, når vi skal opdrage og uddanne vores børn eller vælge vores vej i livet. Vi har mistet, eller måske glemt, vores medfødte evne og ansvar til at tage bedst muligt vare på os selv, hinanden og vores fælles planet. Spørgsmålet er, hvordan verden vil se ud for vores børn og børnebørn, hvis vi ikke begynder at tænke lidt mere langsigtet og medmenneskeligt.
Det er måske som innovationsguruen Geoff Mulgan, siger:
" For første gang nogensinde er vores fjender ikke længere uden for os selv. Vi er fuldt ud i stand til at bekæmpe fremmede magter, onde virksomheder eller hjerteløse stater. Nu står vi ansigt til ansigt med et væld af udfordringer, hvor fjenden er os selv - vores behov og vores snæversyn. Det kan meget vel være det, der står i vejen for vores overlevelse"
En lille historie der har sat mine tanker lidt ekstra igang...(Fra bogen "Tør du mærke livet")
"En dag spørger en lille dreng sin bedstemor, hvordan verden er opstået. Hun svarer, at han nok er for lille til at forstå hele sammenhængen, men hvis han er stor nok til at tænke over det, er det tid til at få den første lektion. Sammen går de to langt væk fra byen. Ud til et sted, hvor de kan se træer, bjerge, himmel og hav. De samler grene og kvas, og bedstemor laver et bål. Hun siger til den lille dreng, at han skal sætte sig på jorden og være ganske stille, så længe han kan. Tiden går i stå, og først efter lang tid begynder drengen at bevæge sig. Han kan ikke længere sidde stille, og hans tanker er også begyndt at røre på sig.
Er jeg klar nu? spørger han forhåbningsfuldt sin bedstemor. Bedstemoren har siddet stille og set lige ud i luften. Nu kigger hun opmærksomt på ham og smiler.
Ja, nu er du klar til at komme til verden.
Hun tager hans hånd, spreder hans fem fingre og begynder at tælle dem. Først var der solen, siger hun og rører ved hans tommelfinger. Solens kraft dansede med jorden. Hun samler hans tommel-og pegefinger og presser dem mod hinanden.
Ud af solens og jordens dans kom så planterne. Det er derfor, vi kalder træerne for de første væsener - dem, der står ranke. De har nemlig været her meget længe. Hun peger på drengens langemand, og han ser pludselig, at den mellemste finger er den længste på hånden. Han lægger nakken tilbage og kigger op på de store træer, som omgiver ham. Sammen lytter de til lyden af vinden i bladene.
Efter planterne kom dyrene. Nu havde de noget at leve af, siger bedstemor og rører blidt drengens ringfinger.
Og hvad skete der så? Hvem kom så som de næste? spørger drengen. Han holder spændt sin lillefinger frem mod sin bedstemor.
Ja, så kom mennesket. For nu var der skabt en verden, som de kunne leve i. Solen, jorden, planterne og dyrene har tilsammen alt, hvad mennesket skal bruge for at leve.
Bedstemoren tager hårdt om drengens lillefinger med sin krogede hånd. Hendes stemme lyder helt anderledes, end den plejer. Derfor skal du respektere alt omkring dig. Det hele er skabt, sådan at du kan eksistere, og hvis det forsvinder, så forsvinder du også.
Alt hænger sammen.
Drengen nikker alvorligt. Længe sidder de to sammen og ser på skyerne, der driver hen over himlen. Bålet foran dem brænderlangsomt ud. Så rejser drengen sig op og rækker sin lille hånd frem mod hende.
Kom, bedstemor. Nu går vi hjem. Jeg lover, at jeg nok skal huske, hvad du har fortalt mig. Og hvis jeg glemmer det, så kan jeg jo bare kigge på min hånd. Så vil jeg altid huske, hvad du har fortalt mig om mennesket og om, hvor vi hører til.
Sascha Amarasinha (Earth Wisdom)
Jeg ønsker alle jer, mine trofaste, betænksomme og rigtig søde kunder et fantastisk nytår
Kh Johanna
0 kommentarer:
Send en kommentar